Materialer: Beton

Selvom beton er en meget gammel opfindelse som oprinder helt tilbage i antikken, så er beton den dag i dag, stadig noget som mange forbinder med en rå, funktionel og modernistisk arkitektur.

Beton er en blanding af cement, sand og sten. Beton består på denne måde udelukkende af naturmaterialer og er derfor også nemt genanvendeligt. Støber man beton omkring et stålgitter kan man støbe betonen i alle former og størrelser. Denne form for byggeri har været helt revolutionerende for os moderne mennesker . Både i form af beboelse, beskyttelse og funktionelt byggeri.

Betonen har tidligere været et lidt udskældt materiale som mange forbandt med noget billigt og uæstetisk, og man gjorde alt hvad man kunne for at gemme det væk.

Det er heldigvis helt anderledes i dag, og i mange nye byggerier omfavner man betonen og inviterer den endda indenfor som rå vægge og gulve, som giver kant og karakter.

Formår man at skabe dynamik og balance ved at blande et hårdt materiale som beton med blødere materialer som træ, tekstil og linoleum, kan man opnå en indretning som er både rå, men bæredygtig og som samtidig føles hjemlig.
I Danmark har betonen længe været en del af vores hverdag. Det blev for alvor tydeligt i løbet af 60’erne hvor den øgede velstand i samfundet gjorde at folk ikke længere fandt sig i at bo i små nedslidte ejendomme midt i byerne.

I det almene boligbyggeri kunne almindelige mennesker få en bolig med bad, eget toilet og børneværelser - Noget der tidligere kun var forbeholdt de bedre stillede i samfundet. Betonen spillede en afgørende rolle i denne udvikling, og arkitekter som Knud Blach (1919-2008) tog betonen til sig og revolutionerede vores måde at bo på ved at bygge store byggerier af beton, som både kunne rumme mange mennesker og tilbyde den enkelte komfort og livskvalitet.

Skriv en kommentar